Ledere og børnDu behøver bestemt ikke have en musikalsk uddannelse for at være leder i en Gospel-kids gruppe. Det vigtigste er, at du er positiv, udadvendt og godt kan lide børn og er god til at rose dem. Det er naturligvis en fordel, hvis du er lidt musikalsk og har en lille smule rytmisk sans, men mere skal der faktisk ikke til! Det overrasker nogen hvor meget tid, der skal bruges på at forberede øvegangene, og derfor kan det være en god idé at tænke over at få nogle hjælpere fx til at styre musikken, når I øver, så lederen/lederne ikke også skal tænke på det. Hvis du vil servere saftevand og kage, er det også godt med hjælpere til det. Gospel-kids er primært for børn i skolealderen, men det vil være forskelligt fra sted til sted, om der er overvægt af ældre eller yngre børn. Hvis der er stor aldersspredning i en gruppe kan det være en fordel af og til at dele gruppen, så alle børnene kan få udfordringer, der passer til deres alder, både sang- og bevægelsesmæssigt. |